Farens rolle i børneopdragelse

31 december, 2018
Farens rolle i børneopdragelse hjælper børn med at udvikle autonomi, opfordrer dem til at tage ansvar og til frit at udforske verden.

Fædre er en central figur i børns emotionelle og fysiske udvikling. Farens rolle inkluderer en række afgørende funktioner i barnets liv. Funktioner, som kan udføres af barnets far, mor, en pårørende eller, i nogle tilfælde, en uddannelsesinstitution.

Før babyen er født, er hver forælders forhold materialiseret via moren, som er naturligt knyttet til barnet gennem graviditeten. På dette tidspunkt, er farens rolle, at støtte moren. Moren gennemgår mange ændringer i denne periode.

Der er også et bånd mellem faren og babyen, mens babyen ligger i livmoderen. Særligt hvis faren eller faderfiguren er aktivt involveret gennem denne periode. 

Så snart babyen er født, har faren muligheden for at knytte sig til sit barn. Tilknytningsforholdet mellem faren og babyen næres af små handlinger, som kræver, at faren aktivt deltager i simle opgaver. Det kan eksempelvis være at bære babyen i sine arme, eller sove sammen med ham eller hende. Hver gang han gør dette, associerer babyen sin fars duft og stemme med øjeblikke, der får ham til at føle sig sikker og tilpas.

far der leger med sin baby

I det første stadie af en babys vækst, er det meget vigtigt, at moren giver plads til faren. Så kan faren også deltage i opdragelsen. Når faren aktivt deltager i små daglige opgaver, vil babyen se ham som en tilknytningsskikkelse. En person, som er til at stole på, som ønsker ham og bekymrer sig for ham. Disse følelser hjælper babyen med at bygge en solid base af selvværd.

Farens rolle i børneopdragelse er nødvendig som et tredje rum væk fra den “ideele verden”, hvori moren og barnet eksisterer. Det er nødvendigt, at dette “tredje rum” er til stede, for at babyen kan vokse.

Faren er en rollemodel for barnet

Farens rolle, hvilken nogle gange påtages af en mand, der ikke er barnets biologiske far, går ikke ubemærket hen i barnets øjne. Hans tilstedeværelse, sted og handlinger nærer og definerer personligheden hos barnet, som lærer ting hver eneste dag.

At give et sikkert rum, er en af de vigtigste funktioner fra en forælder, som er en skikkelse af støtte og sikkerhed for barnet. Denne interaktion hjælper barnet med at udvikle sin personlighed med den nødvendige selvsikkerhed til at tilpasse sig verden udenfor.

At påtage sig den konstante udfordring ved at være en tilstedeværende og aktiv forælder i dit barns emotionelle og sociale uddannelse, vil uden tvivl gøre en forskel. Det er en fantastisk udfordring, der ikke blot hjælper barnet med at vokse, men hjælper ham også med at vokse som et balanceret menneske. En af de funktioner, som faren tilbyder sit barn, er et moralsk kompas.

Den faderlige skikkelse hjælper med at etablere grænser og normer. Det hjælper barnet med at etablere mønstre af social opførsel.

Farens rolle og tilstedeværende gør en forskel

glad baby der kigger på sin far

En tilstedeværende og aktiv forælder er en central skikkelse i et barns liv. Hvis båndet er tæt, er faren den person, som kan overføre værdier, sætte grænser og blive hørt af barnet. Barnet vil blive guidet af faren, som gradvist bliver mere involveret i de huslige pligter, og påtager sig rollen at give støtte sammen med moren.

Den autoritære og fjerne rolle, som nogle fædre påtog sig i fortiden, er allerede blevet upopulær. I stedet er den erstattet af en tættere, varmere og mere balanceret rolle. Fædre i dag deler mange opgaver med deres koner, hvilket inkluderer huslige pligter, give mad, betale regninger og være en aktiv, opdragende forælder.

Mænd, der påtager sig alle disse roller, såsom at skifte bleer, vaske tøj, give mad og bidrage til husholdningsøkonomien, spiller en fundamental rolle i barnets emotionelle udvikling.

Børn, hvis fædre er meget involverede i deres opdragelse, præsterer bedre i livet, end dem, der ikke har en aktiv faderfigur igennem deres opvækst. Ydermere, vil fædre, der er partnere med moren gennem barnets spædbarnsalder, også have stor indflydelse gennem ungdomsårene.

Børn, der vokser op uden en faderfigur, udviser ofte forstyrrelser gennem ungdomsårene. De ikke finder en identitet. Disse unge vil muligvis lide af usikkerhed, ensomhed og depression. Det kan eksempelvis afspejles i nedture i skolen, stofmisbrug og omstrejfen.

  • Bowlby, J. (1986). Vínculos afectivos: formación, desarrollo y pérdida. Madrid: Morata.
  • Bowlby, J. (1995). Teoría del apego. Lebovici, Weil-HalpernF.
  • Garrido-Rojas, L. (2006). Apego, emoción y regulación emocional. Implicaciones para la salud. Revista latinoamericana de psicología, 38(3), 493-507. https://www.redalyc.org/pdf/805/80538304.pdf
  • Marrone, M., Diamond, N., Juri, L., & Bleichmar, H. (2001). La teoría del apego: un enfoque actual. Madrid: Psimática.
  • Moneta, M. (2003). El Apego. Aspectos clínicos y psicobiológicos de la díada madre-hijo. Santiago: Cuatro Vientos.