Separation fra tilknytningspersoner
Et barns fremtid afhænger, i stor grad, af de tidlige relationer, det skaber med sine forældre og tilknytningspersoner. Derfor, kan separation fra tilknytningspersoner have store konsekvenser.
Hvis et barn er badet i kærlighed og affektion, og har haft et godt bånd med sine forældre siden fødslen, er passende udvikling garanteret.
Barnet vil blive en person fyldt med selvtillid, gode relationer og muligheder for success.
Tilknytning refererer til et barns bånd med en primær omsorgsperson, som regel moderen, som ser barnets biologiske behov. Det manifesterer sig i smil, tårer, kontakt og kommunikation, blandt andre handlinger.
Følelsesmæssigt bånd og stabilitet
Et sikkert tilknytningsforhold garanterer et barns emotionelle stabilitet gennem dets udvikling. Konsekvenserne af et negativt tilknytningsforhold kan resultere i usikkerhed, depression og angst-lidelser.
Morens personlighed og livserfaring påvirker, hvordan hun behandler sit barn. Til gengæld, påvirker barnets temperament også forældrenes opførsel.
Selvstændige og sikre mødre bygger gode tilknytninger. Men, ubeslutsomme mødre, som lever i minderne fra deres oplevelser, vil have det mere svært.
Positive emotionelle bånd fremmer læring. Fra 10 til 18 måneder starter børn med at udforske verden. At vide, at de har nogen, som beskytter dem gennem dette stadie, giver dem en følelse af sikkerhed.
Selvom båndet begynder at få fat i 2-måneders-alderen, så er det stærkest ved 2-års-alderen. På denne tid, kan separation fra tilknytningspersoner forårsage skade.
Denne separation (eksempelvis, at tage på arbejde eller i dagsinstitution) kan forårsage smerte og angst. Hvis barnet forstår, at dets forældre vil vende tilbage, vil det begynde at lære.
Derfor, vil barnet begynde at knytte bånd med sekundære tilknytningspersoner, såsom lærere, og bliver mere autonome. Barnet vil have lyst til at opdage det nye miljø, der omgiver det.
Faser af tilknytning
Der er fire faser af tilknytning:
- Fra fødslen til 2 måneder, når barnet accepterer alle, der giver det komfort.
- Fra 2 til 7 måneder, protesterer barnet ikke, hvis forældrene forlader det.
- Fra 7 til 30 måneder, han føler smerte og pine foran fremmede.
- I fase fire, efter 30 måneder, bliver han ikke ked af det, når hans omsorgsperson forlader ham.
Når den først er opbygget, kan tilknytningen være sikker. Den er baseret på affektion fra forældrene, som responderer på barnets behov, som udvikler troen på sig selv.
Tilknytning er et bånd med en primær omsorgsperson, som regel moderen, som har ansvaret for alle de biologiske behov.
Frygt og usikkerhed
En usikker tilknytning, er der mangler i omsorgen. På den anden side, er der undgåelse af tilknytning, hvor barnet kun stoler på sig selv, og ingen andre.
I en ambivalent tilknytning, har barnet dog en negativ opfattelse af sig selv, og en positiv opfattelse af andre.
Når separation fra tilknytningspersoner opstår før barnet er 6 måneder, er konsekvenserne ikke så alvorlige. Barnet kan blive vant til korte og hyppige distancer.
Fra 6 måneder til 2 år, kan længere separation fra tilknytningspersoner udløse problemer.
Et tab af tilknytningspersoner kan påvirke et barns personlighed alvorligt. Adoption eller længere hospitalsophold kan forårsage langtidseffekter.
Effekter af separation fra tilknytningspersoner
På kort sigt, kan dette tab generere stress, oprevethed og depression.
På lang sigt, hvis barnet ikke etablerer nye tilknytningsmønstre, kan der forekomme en intellektuel retardering, og problemer i sociale relationer.
Separationsangst med tilknytningspersoner påvirker voksne mere end børn, med 7% af voksne påvirket, kontra 4% af børn. Det er en frygt for at være separeret fra sine beskyttende og hengivende personer.
Det er meget typisk mellem 1-års- og 6-års-alderen, og udtrykkes via tårer og raserianfald.
Når frygten eller angsten opretholdes over tid, og når det påvirker den voksne, så er der et problem. Det manifesterer sig selv i en konstant frygt for at være alene, eller for at forlade huset. Døden af en tilknytningsperson forårsager sorg, og de kan lide af mareridt.
De oplever også hovedpine, mavesmerte, kvalme og opkast. Hvis symptomerne overskrider 4 uger hos pern og unge, eller 6 uger hos voksne, er det tilrådeligt at opsøge psykologisk hjælp.
Relationer med børn opbygges ikke på materielle ting. At lytte til dem, tale om deres bekymringer, og bidrage med kvalitetstid, er vitalt til at opbygge et stærkt forhold.
Dette vil forebygge separation fra tilknytningspersoner i at blive et uoverkommeligt traume.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Bowlby, J. (1986). Vínculos afectivos: formación, desarrollo y pérdida. Madrid: Morata.
- Bowlby, J. (1995). Teoría del apego. Lebovici, Weil-HalpernF.
- Garrido-Rojas, L. (2006). Apego, emoción y regulación emocional. Implicaciones para la salud. Revista latinoamericana de psicología, 38(3), 493-507. https://www.redalyc.org/pdf/805/80538304.pdf
- Marrone, M., Diamond, N., Juri, L., & Bleichmar, H. (2001). La teoría del apego: un enfoque actual. Madrid: Psimática.
- Moneta, M. (2003). El Apego. Aspectos clínicos y psicobiológicos de la díada madre-hijo. Santiago: Cuatro Vientos.
