Attention Deficit Hyperactivity Disorder: Fakta/fiktion?

Behandlingen, afledt af amfetaminer eller medikamenter, kendt som stimulanter, såsom Ritalin, ender med at fungere som midlertidige plastre til at skjule symptomerne. Alt dette fører til, at mange stiller spørgsmålet: er ADHD virkeligt? Eller er det fiktion? 

Den historiske evolution af Attention Deficit Disorder: Fra virkelighed til myte

Attention Deficit Hyperactivity Disorder og hyperaktivitet

Oprindelsen af studiet af denne sygdom kan dateres tilbage til første halvdel af det 20. århundrede. I denne tidsperiode gjorde adskillige medlemmer af det videnskabelige samfund et forsøg på at beskrive og klassificere denne lidelse.

Sammen grupperede de børn, der havde problemer med at koncentrere sig, var rastløse, irritable og impulsive. De etikkerede lidelsen som Minimal Brain Dysfunction eller Postencephalotic Behavior Disorder – selvom individerne aldrig havde lidt af hjerneskade.

ADHD’s første fremkomst i DSM

I 1968 optrådte Attention Deficit Disorder for første gang i den Diagnostiske og Statistiske Manual for Mentale Lidelser – dog under et andet navn.

Hyperkinetic Disease of Infancy (hyperkinetisk spædbarnssygom) blev inkluderet takket være Leon Eisenberg, der var en amerikansk læge og specialist i børne- og ungdomspsykiatri. Han overbeviste det videnskabelige samfund og verden om, at der var en genetisk årsag til de beskrevne symptomer.

År senere, i 2009, modgik han denne påstand i et interview i til det tyske magasin Des Spiegel. Han fremhævede en overdreven diagnosticering af denne lidelse given det høje antal af opdagede tilfælde. 

Ændringer i lidelsen

I 1980’erne var den term, der fremkom i DSM-II, Attention Deficit Disorder med eller uden hyperaktivitet. Det var ikke før 1990’erne at klassifikationen blev opdelt i de tre nuværende undertyper: uopmærksom type, hyperaktiv-impulsiv type og kombinationstype.

I løbet af næsten et årtis evolution undergik konceptet med ADHD adskillige ændringer, og det var ikke altid i samme retning. Symptomerne på hyperaktivitet var ikke altid forbundet med Attention Deficit Disorder. 

Derfor er ADHD et koncept, der omfatter forskellige psykiatriske spædbarns-, ungdoms- og voksenlidelser. Ekspertise fra en professionel er nødvendig for at stille en passende diagnose.

Videnskabeligt bevis på eksistensen af ADHD

Professor Marino Pérez Álvarez, der er specialist i psykoterapi og interventionsteknikker på University of Oviedo (Spanien), er medforfatter af en interessant bog, som omhandler dette. Titlen på bogen er Volviendo a la Normalidad: la invención del TDAH y del Trastorno bipolar infantil. På dansk kan det oversættes til “Tilbage til normalen: Interventionen af ADHD og bipolar lidelse hos spædbørn”.

Bogen er fyldt med videnskabelige referencer og evidens, der demonterer Attention Deficit Disorder. En del af denne evidens er fraværet af en biomarkør i hjernen, der demonstrerer eksistensen af lidelsen.

Forfatteren udpeger også den påstand, som Eisenberg selv – “faderen” af ADHD – kom med kort før sin død. I et interview anerkender Eisenberg problemet med patologisering og overdreven diagnosticering af infantil adfærd. Ifølge hans bog har kombinationen af symptomer, som ADHD indebærer, mere at gøre med adfærdsmæssige problemer end en klinisk profil. 

Ydermere retter Marino Pérez Álvarez opmærksomhed mod en unægtelig sandhed. Farmaceutiske firmaer har skabt en meget profitabel forretning omkring behovene hos påvirkede familier. I 2017 alene estimerede den primære producent af medicin mod ADHD en fortjeneste på omkring 1,2 billioner dollars, hvilket svarer til 7,3 billioner danske kroner.

Så, er ADHD virkeligt?

Det er umuligt at komme med et endegyldigt svar på dette spørgsmål. Som forældre bør vi dog i det mindste stille spørgsmålstegn ved dets eksistens, given den høje forekomst blandt befolkningen af børn. Der er for eksempel et estimat på 6,4 millioner børn mellem 4 og 17 år i USA, og dette tal vokser.

Ifølge ADHD World Federation er “ADHD” en yderst arvelig psykiatrisk lidelse, der bryder frem i barndommen, og er karakteriseret af aldersupassende grader af de primære symptomer – uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet.”

Dette forbund siger også, at “nylige videnskabelige studier omkring ADHD afslører biologiske understøttelser, såsom adskillige genetiske faktorer, ADHD-relaterede forskelle i hjernestruktur og funktion, såvel som ændringer i neurotransmitter-komponenter…”

Måske har det videnskabelige samfund brug for mere tid til at bevise, hvorvidt ADHD er fakta eller fiktion. Måske er verden blot utålmodig. Vores livs rytme er stressende og problemerne med at forene vores arbejde og personlige liv bliver hele tiden flere og flere.

Alt dette betyder, at den tid, vi kan dedikere til vores børn, er mindre end nogensinde før. Når det er sagt, så skal du ikke tøve med at søge professionel hjælp, hvis du mistænker, at dit barn har problemer.