De forskellige typer af socialisering

Gennem hele livet lærer folk, mens de kommer i kontakt med andre og lærer om deres kultur. Der er forskellige former for socialisering, hvor vi gør dette. Det omfatter f.eks. familier, skoler og meget mere.

Skrevet og kontrolleret af pædagog María Matilde.

Sidste ændring: 23 november, 2022

Der er forskellige typer af socialisering, afhængigt af hvor vi befinder os, eller hvilken fase af livet vi befinder os i. I denne artikel vil vi tale om primær, sekundær og tertiær socialisering.

Typer af socialisering

Socialisering er den proces, hvor mennesker lærer de sociokulturelle elementer i deres omgivelser at kende. Det indebærer, at man internaliserer samfundets og kulturens normer og værdier og tilføjer dem til sin egen personlighed.

Socialisering sker ved konstant at interagere med mennesker i de forskellige sociale institutioner, der udgør samfundet. Faktisk er familien og skolen de første steder, hvor vi lærer at være en del af samfundet.

Som sagt afhænger disse former for socialisering af forskellige sociale institutioner. Nogle af disse er f.eks. familie, skole og medier. De afhænger også af den aldersgruppe eller det livsstadie, du befinder dig i.

Typer af socialisering: Primær, sekundær og tertiær

Primær socialisering

Man kan sige, at primær socialisering er den vigtigste, da det er den første fase, du gennemgår i barndommen. Det er børns introduktion til samfundet, og det er det, de vil basere alle andre sociale interaktioner på.

I den primære socialisering internaliserer du en social “objektiv verden”. Her er familien den vigtigste socialiseringsagent.

Familiekernen tager sig af børnenes fysiske behov. Det er også her, at børn udvikler sig og vokser. På denne måde udvikler de sig på det kognitive, sociale, psykologiske og personlige niveau. Desuden danner de visse adfærdsmønstre.

Det vigtigste kendetegn ved den primære socialisering er, at den påvirker børns socioevolutionære udvikling. Selv om den afspejler familiens karakteristika, er den relateret til faktorer som det socioøkonomiske niveau, uddannelsesniveauet, religiøse, moralske og sociale værdier.

Sekundær socialisering

Sekundær socialisering kommer derefter. Når personen allerede er socialiseret, træder vedkommende ind i en ny del af samfundet. Faktisk er dette indgangen til den akademiske verden, og det er en vigtig ændring for folk. Nu er skolen den vigtigste socialiseringsagent.

Skolen indebærer læring og internalisering af sociale normer og værdier. De forstærker og går nogle gange imod det, man lærer i den primære socialisering. Skolen er den formelle ramme, hvor du lærer kultur, autoriteter og hierarkier og visse adfærdsmønstre.

Sekundær socialisering og jævnaldrende

Skolen er stedet, hvor sociale relationer udvikles, og jævnaldrende grupper dannes. Disse består af venner og skolekammerater. Børn begynder at tilbringe mere tid sammen med deres venner, hvilket også gør dem til den vigtigste socialiseringsagent.

Grupper af jævnaldrende giver mulighed for at dele hobbyer og er en vigtig kilde til medfølelse og forståelse. Desuden er grupper af jævnaldrende den vigtigste fase for skabelsen af ens identitet og personlighed.

Grupper af jævnaldrende dannes som en subkultur, der har stærke loyaliteter, deres egne koder, mode og måder at opføre sig på. I gruppen ønsker børnene ofte at være uafhængige og autonome, primært i forhold til deres forældre.

Ud over skolen og deres venner er medierne meget magtfulde. Takket være teknologi og sociale netværk er information let tilgængelig. Man kan let se modefænomener, værdier og livsstile, som folk med stor indflydelse fremmer.

Tertiær socialisering

Nogle forfattere taler om en tredje type socialisering hos mennesker, som begynder med alderdommen og går ind i pensioneringen. Det skyldes faktisk, at deres rutiner og daglige sociale interaktioner ændrer sig.

På den anden side siger andre forfattere, at tertiær socialisering sker for mennesker, som ikke er en del af den sociale norm. Det sker f.eks. hos folk, der begår kriminalitet og kommer i fængsel. Der skal de resocialiseres for at blive reintegreret i samfundet.

Afslutningsvis er de sociale agenter, der står for det, de kompetente og professionelle myndigheder, som er en del af fængslerne. Det omfatter psykiatere, læger, psykologer, socialrådgivere og andre.