Sådan ved du, om dit barn lider af opmærksomhedsforstyrrelse
Hvordan kan man genkende opmærksomhedsforstyrrelse hos børn? ADHD (opmærksomhedsforstyrrelses- og hyperaktivitetslidelse) er et syndrom i vores tidsalder med en betydelig forekomst blandt den “multitaskende” generation, eller de digitalt indfødte.
Det vil sige, at man i moderne tid har konstateret og diagnosticeret denne neurobiologiske tilstand, som forhindrer barnets udvikling i forhold til det, der af flertallet betragtes som typisk.
Distraheret, glemsom, tilbagetrukket, langsom, hyperaktiv og impulsiv er nogle af de etiketter, der bruges til at betegne børn med denne lidelse.
Men når disse etiketter er overvundet, forstår vi, at det er en anden måde at forstå verden på, som ikke er mere eller mindre gyldig end enhver anden måde.
Der konstateres en højere forekomst af denne tilstand hos drenge end hos piger. Den viser sig regelmæssigt hos mænd og har en tendens til at vare hele livet. Arvelige og miljømæssige faktorer påvirker dens forekomst.
Forældre, værger og lærere til et barn med opmærksomhedsvanskeligheder har ansvaret for at gå til specialister i sagen, da disse fagfolk vil vurdere barnet og afgøre, om han eller hun har dette syndrom eller ej. I denne artikel vil vi blot give dig nogle tegn, som vil hjælpe dig med først at genkende syndromet og lære det lidt bedre at kende.
Det sidste ord er op til specialisten.
Opmærksomhedsforstyrrelse eller hyperaktivitet?
ADHD er en neurobiologisk lidelse, der forårsager umodenhed i motorikken og opmærksomhedsaspekterne hos børn, og som giver milde til alvorlige problemer med uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet.
Opmærksomhedsforstyrrelse er registreret i APA’s (American Psychiatric Association) klassifikation af psykiske lidelser og diagnosticeres i skoleårene før 12-årsalderen. Omkring 7 % af befolkningen i skolealderen lider af den.
Der findes variationer af forstyrrelsen: Opmærksomhedseffektivitet eller hyperaktivitet. Forældrene skal være opmærksomme på barnets indlæring og sociale udvikling og om deres tilbagetrukne eller spredte adfærd påvirker mere end to aspekter af livet: Skole-, social- eller familielivet.
Desuden skal barnet vurderes for at udelukke, at forstyrrelsen er genereret af en medicinsk tilstand.
Hvordan ved man, om ens barn lider af denne forstyrrelse?
Diagnostisk arbejde udføres af en specialist i opmærksomhedsforstyrrelse med hyperaktivitet, så der ikke sker fejldiagnoser, som det ofte er tilfældet.
Der er dog holdninger, der gør det lettere for forældre at opdage et problem i deres børns adfærd. Som bekendt er det vigtigt med en tidlig vurdering. Så vil behandlingerne være mere effektive og kan medføre trivsel hos barnet med opmærksomhedsforstyrrelse. Formålet er at udvikle barnets evner med glæde og frihed.
- Har problemer med at bemærke detaljer.
- De er ofte fraværende og selvoptagede.
- De har svært ved at identificere, hvad der er relevant i en situation.
- De er impulsive i deres reaktioner eller svar. De tænker ikke, når de giver dem, og handler generelt på impulser frem for fornuft.
- De mister overblikket over opgaver eller aktiviteter. De bliver let distraheret. De er ikke konsekvente og skifter opgaver uden at have afsluttet den foregående.
- Børn med nedsat opmærksomhed eller hyperaktivitet har sociale og skolemæssige vanskeligheder.
- Lærerne vurderer generelt disse børn som dovne og giver dem dårlige karakterer i nogle fag. Dette påvirker familieforholdet, da forældrene ser barnet ud fra lærerens vurdering.
- Det er svært for dem at være stille, og de er konstant på farten. De tiltrækker sig altid opmærksomhed på grund af deres adfærd.
- De taler meget.
- De mister genstande.
Hvis dit barn har mere end fem af disse adfærdsmønstre, og de begynder at påvirke deres skolepræstationer eller sociale udvikling, skal du gå til en specialist. En fagperson kan udføre tests og undersøgelser for at afgøre, om det er opmærksomhedsforstyrrelse.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Campos, J. A. A., Santacana, M. F., Olmos, J. G., & Cebollero, M. P. (2005). Utilidad diagnóstica del Cuestionario TDAH y del Perfil de atención para discriminar entre niños con Trastorno por déficit de atención con hiperactividad, Trastornos del aprendizaje y controles. Anuario de Psicología, 36(2), 211-224. https://www.redalyc.org/pdf/970/97017405004.pdf
- Casas, A. M., & Ferrer, M. S. (2010). Tratamientos psicosociales eficaces para el trastorno por déficit de atención con hiperactividad. Informació psicològica, (100), 100-114. https://dialnet.unirioja.es/descarga/articulo/3642841.pdf
- Cerviño, O. A., Scandar, R., & Jehin, C. E. (2001). Trastorno por déficit de atención e hiperactividad. Prensa Medica Argentina.
- González, R., Bakker, L., & Rubiales, J. (2014). Estilos parentales en niños y niñas con TDAH. Revista Latinoamericana de Ciencias Sociales, Niñez y Juventud.
- Pascual, I. (2008). Trastornos por déficit de atención e hiperactividad (TDAH). Asociación Española de Pediatría.
- Rodríguez Hernández, P. J., González González, I., & Manuel Gutiérrez Sola, A. (2015). El trastorno por déficit de atención e hiperactividad. Pediatria Integral.
- American Psychiatric Association. (2014) Manual Diagnóstico y Estadístico de los Trastornos Mentales (DSM-V). 5° edición. Editorial Panamericana. Disponible en: https://www.fundacioncadah.org/web/articulo/diagnosticar-el-tdah-dsm-5.html